Klumme: Min sjælerejse

28423432_10156387445517259_6083071695108229135_o

Taler vi om tvang af mennesket, eller taler vi reelt om et eget valg?

Det er de klassiske spørgsmål, som ofte stilles de tørklæde og niqab bærende kvinder.
De spørgsmål skal fylde i samfundet, så vi kan komme hinanden ved,
og skabe en forståelse der har været manglende. Hvis spørgsmål ikke eksisterede, hvordan skulle viden opstå?

Jovist har den islamiske tildækning eksisteret i Danmark
siden gæstearbejderne kom til, men dagen i dag, føler vi os nødsaget
til at informere befolkningen om vores islamiske kulturarv.
Med den støj der eksisterer i samfundet i dag, er vi tvunget til at
træde frem og fortælle om vores identitet, som vi skal retfærdiggøre,
trods det faktum, at vi ikke føler, at der er noget der skal retfærdiggøres.

Hvorfor er beklædningsgenstande som tørklæde og niqab så vigtige for muslimerne?
Eller mere specifikt for de muslimske kvinder?

 

I 2006 kiggede jeg henover på min mor, som sad på sofaen og læste Koranen.
Hun var iført et langt, hvidt og dækkende slør, som hun ofte brugte når hun
skulle stå i bøn foran Gud. Jeg gik hen til min mor og stillede følgende spørgsmål:
Mama, hvorfor går du med hijab?”.
Hijab er det arabiske ord for ’dække, at dække noget til’. Hun svarede:
Fordi jeg elsker Gud rigtigt højt”.
Længe reflekterede jeg over hendes ord.
Jeg bar selv hijab, når jeg skulle til at stå foran Gud og bede,
og hver gang jeg stod op kl. 05:00 om morgenen og bad min morgenbøn,
kunne jeg mærke en indre kærlighed og glæde.
Glæden ved at stå foran min Skaber, velvidende om,
at jeg kunne mærke Hans barmhjertighed inde i mig.
Dette førte naturligvis til det næste skridt.
Jeg glædede mig hver gang til at stå op om morgenen og bede min morgenbøn.
Det endte med, at jeg var den første til at stå op blandt min familie,
for at kunne vække dem om morgenen til bønnen.

Derefter kom tørklædet som en naturlig følelse for mig.
Det var naturligt for mig, at stå i bøn med et langt og tildækkende slør,
så hvorfor skulle det ikke også være naturligt for mig,

at gå iklædt dette slør udenfor, foran andre? Mine lærere? Mine klassekammerater?
Jeg elskede jo følelsen af den barmhjertighed jeg var badet i.

Jeg tog derfor snakken med min mor og sagde:
Mama, i morgen vil jeg gerne have hijab på i skolen”.
Min mor kiggede helt overrasket på mig, men hun var også aldeles bekymret,
for det var et stort skridt at tage, og med dette store skridt,
hørte der en masse ansvar med. Jeg insisterede!
Jeg ønskede ikke at nogen skulle frarøve mig kærligheden til Gud.

Så jeg tog det på.. Jeg var spændt og samtidig nervøs!
Jeg følte mig som en ny person, men også stolt over min identitet.
Og til min overraskelse var mange af mine klassekammerater ligeglade.
Nogle af dem rettede endda mit tørklæde, når det sad skævt.
De sagde noget jeg aldrig vil glemme:
Jamen, du er jo stadig den samme person vi kender, med eller uden tørklæde”.

Jeg elskede mit tørklæde, men jeg kunne med tiden mærke, at jeg savnede noget ekstra.
Noget som kunne styrke min kærlighed til min Skaber.
Noget der kunne få mig tættere på Ham.

Jeg vidste at profeten Muhammeds koner var Munaqabaat (niqabbærende).
Disse kvinder var stærke kvinder og de er et kæmpe forbillede for den muslimske verden.
Kvinder som jeg ser op til, og derfor valgte jeg også, at gå denne vej.

Jeg afspejler mig i disse heltinder, men vigtigst af alt,
så gjorde jeg det fordi det er en islamisk dyd og en ekstra tilbedelseshandling,
som gør, at jeg klart føler mig tættere på Gud, når jeg bærer min niqab.

/M.A – Skribent, frivillig og studerende.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s